Landskab, natur og jordbrug


Landskaber omfatter: Kystnærhedszonen, værdifulde kystlandskaber, værdifulde landskaber og uforstyrrede landskaber, som fremadrettet skal samles under overskriften sammenhængende landskaber.

Geologi er en del af Haderslev Kommunes naturgrundlag. Udpegning af geologiske interesseområder skal gøre det muligt at beskytte arealer og lokaliteter, hvor landskabet og aflejringerne synligt fortæller deres egen tilblivelseshistorie.

Afsnittet om naturområder omfatter biologisk mangfoldighed og internationale naturbeskyttelsesområder. Naturbeskyttelse sikrer de mangfoldige naturområder i Haderslev Kommune, og er med til at bevare rigdom og alsidighed i natur, landskab og kulturhistorie.

Haderslev Kommune har bl.a. udlagt lavbundsarealer, som er biologisk værdifulde og teknisk mulige at naturgenoprette. Lavbundsarealer bør genskabes som vådområder, hvis det giver en positiv effekt på natur og miljø, og hvis det er muligt ud fra landbrugsmæssige og tekniske forhold.

I afsnittet om vandløb, søer og kystvande beskrives, hvordan vandområderne anvendes til badning, fiskeri, og sejlads. Vandområderne er vigtige for naturen og grundlaget for alt liv.

Jordbrug omfatter særligt værdifulde landbrugsområder og områder til store husdyrbrug større end 500 DE, og er udpeget for bl.a. at varetage de jordbrugsmæssige interesser.

Kommuneplanen udlægger områder til skovrejsning og områder, hvor skovtilplantning er uønsket. Skovrejsningsområderne skal bl.a. beskytte drikkevandsinteresser og give mulighed for bynært friluftsliv.

Haderslev Kommune skal give tilladelse til råstofindvinding og efterfølgende føre tilsyn med råstofgravningen. 

Vand- og Natura 2000-planer

Staten udsendte i december 2011 vandplaner og Natura 2000-planer. Planerne er et led i EU’s indsats for at sikre og forbedre natur- og miljøtilstanden i hele Europa. Vandplanerne skal sikre en god økologisk tilstand for vandløb, søer, kystvande og grundvand. Natura 2000-planerne skal bevare og genoprette de internationale naturområder. Vand- og Natura 2000-planerne indeholder målsætninger for vand- og naturområderne, indsatsprogrammer og prioriteringer, samt retningslinjer som er bindende for kommunens planlægning og administration.

De 23 statslige vandplaner, som blev udsendt i december 2011 blev ved en afgørelse i Natur- og Miljøklagenævnet i december 2012 erklæret ugyldige. Begrundelsen for at ophæve vedtagelsen af vandplanerne var, at den supplerende høring på otte dage i december 2011 var for kort. På baggrund af Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse har miljøministeren efterfølgende besluttet, at der skal gennemføres en ny seks måneders offentlig høring af de statslige vandplaner, hvorefter vandplanerne skal vedtages på ny. De nye vandplanforslag er sendt i offentlig høring i juni 2013. Høringen forløber til 23. december 2013. Den nye høringsproces betyder, at de nye statslige vandplaner forventes at foreligge i løbet af 2014.

En konsekvens af at der i øjeblikket ikke foreligger endeligt vedtagne vandplaner er, at målene for vandforekomster i de tidligere amtsregionplaner, som blev afløst af miljømålene i vandplanerne, og som i forbindelse med strukturreformen fik retsvirkninger som landplandirektiver, genopstår. 

Kommunale handleplaner

Haderslev Kommune har i 2012 udarbejdet en vandhandleplan og tre Natura 2000-handleplaner for realiseringen af de indsatser, der ifølge de statslige planer skal gennemføres inden for kommunens geografiske område. Kommunens råderum i handleplanerne er begrænset, da indsats og virkemidler er fastlagt af staten. Prioriteringen af indsatsen og tidsplanen har kommunen således haft indflydelse på, men statens vand- og naturplaner fastslår, hvilken indsats der skal gennemføres i Haderslev Kommune. Vandhandleplanen og de tre Natura 2000-handleplaner kan hentes på kommunens hjemmeside.

Den kommunale vandhandleplan som kommunen udsendte i 2012 er baseret på de nu ophævede statslige vandplaner fra december 2011. En konsekvens heraf er, at den kommunale vandhandleplan også er ugyldig, og skal vedtages igen når der på ny foreligger endeligt vedtagne statslige vandplaner.

Kommuneplanen må ikke stride mod vand- og Natura 2000-planerne

De statslige vand- og Natura 2000-planer er bindende forudsætning for den øvrige kommunale planlægning. Kommuneplanen må således ikke stride mod vand- og Natura 2000-planerne, eller handleplanerne for realisering af disse planer, jf. bestemmelserne i miljømållovens § 3, stk. 2 og planlovens § 11, stk. 4. Læs mere om vand- og Natura 2000-planerne under afsnittene om hhv. vandløb, søer og kystvande og naturområder. Herværende kommuneplanforslag er i sit nuværende indhold ikke i strid med, og respekterer bestemmelserne i Natura 2000-planerne og de nye forslag til statslige vandplaner, der er udsendt i offentlig høring i juni 2013. 

Processen med ny offentlig høring og efterfølgende godkendelse af såvel de statslige vandplaner som den kommunale vandhandleplan vil ikke være gennemført inden den endelige vedtagelse af Kommuneplan 2013. De vandplaner, der er sendt i ny offentlig høring er grundlæggende de samme som blev udsendt i 2011, og retningslinjerne er de samme. Indholdet i forslaget til kommuneplanen, der relaterer sig til vandplanerne, forventes derfor ikke ændret. Der tages dog forbehold for ændringer begrundet i statslige udmeldinger. Indtil der foreligger endeligt vedtagne statslige vandplaner er det aktuelt de hidtidige retningslinjer i Regionplan 2005 for Sønderjyllands Amt, der er gældende for så vidt angår vandforekomster.

Til toppen


Status

Byrådet vedtog kommuneplanen den 17. december 2013.

Bekendtgørelse af kommuneplanen skete den 20. februar 2014.

_____