Logo
Forside Byrådets fokusområder Hovedstruktur og retningslinjer Rammer for lokalplanlægning Søg i planen Tillæg Høring

Hovedstruktur og retningslinjer Landskab, natur og jordbrug Landskaber Landskaber: retningslinjer

Printervenlig side


Landskaber: retningslinjer

5.1.1 Kystnærhedszonen

Kystnærhedszonen skal søges friholdt for yderligere bebyggelse og anlæg, som ikke er afhængige af kystnærhed.

Inddragelse af og planlægning for nye arealer skal begrundes planlægningsmæssigt eller funktionelt og kræver kommuneplanlægning. Mulighederne for placering uden for kystnærhedszonen skal belyses i fornødent omfang.

For planlægning i kystnærhedszonen gælder i øvrigt,
1) at der bortset fra trafikhavneanlæg og andre overordnede infrastrukturanlæg kun i ganske særlige tilfælde kan planlægges for bebyggelse og anlæg på land, som forudsætter inddragelse af arealer på søterritoriet eller særlig kystbeskyttelse
2) at nye sommerhusområder ikke må udlægges, og at eksisterende sommerhusområder skal fastholdes til fritidsformål
3) at ferie- og fritidsanlæg skal lokaliseres efter sammenhængende turistpolitiske overvejelser og kun i forbindelse med eksisterende bysamfund eller større ferie- og fritidsbebyggelser, og
4) at offentlighedens adgang til kysten skal sikres og udbygges. Kystnærhedszonens afgrænsning er vist på kortet, som kan ses her.

5.1.2 Værdifulde kystlandskaber

De værdifulde kystlandskaber skal som udgangspunkt friholdes for yderligere bebyggelse og tekniske anlæg.

Der må ikke opføres byggeri, udføres anlægsarbejder eller større beplantninger, der kan forringe kystens naturmæssige, landskabelige, kulturhistoriske eller rekreative værdi. Funktionelt begrundet byggeri og anlæg skal placeres ved eller bag eksisterende bebyggelse og udformes under særlig hensyntagen til kystlandskabet.

Eventuelt større byggeri, anlægsarbejder eller større beplantninger skal begrundes planlægningsmæssigt eller funktionelt og kræver kommuneplanlægning.

Byggeri, der er erhvervsmæssigt nødvendigt for landbrugs- og skovbrugsejendomme, skal som udgangspunkt opføres i tilknytning til eksisterende bygninger.

Bygninger og anlæg, herunder landbrugsbygninger, der opføres uden tilknytning til eksisterende bygninger skal afskærmes af beplantning i nødvendigt omfang, under hensyn til værdierne i det omgivende landskab.

Ved placering og udformning af byggeri og anlæg skal der tages hensyn til befolkningens adgangs- og opholdsmuligheder i de værdifulde kystlandskaber.

Landskabsformer, blotlagte geologiske profiler m.v., som særligt tydeligt viser landskabets geologiske tilblivelse, skal bevares og søges holdt synlige uden skæmmende eller slørende beplantning og bebyggelse.

De værdifulde kystlandskaber er vist på kortet, som kan ses her.

5.1.3 Værdifulde landskaber

I områder, der er udpeget som værdifuldt landskab skal landskabshensynet tillægges stor vægt.

De værdifulde landskaber skal som hovedregel friholdes for nye tekniske anlæg, byudvikling og nye bebyggelser, der skæmmer landskabet eller forringer de visuelle, kulturhistoriske eller oplevelsesmæssige værdier. Byggeri og anlægsarbejder, beplantning m.v., som kan sløre de geologiske landskabstræk, skal undgås.

Et eventuelt nødvendigt byggeri eller anlæg skal placeres og udformes med særlig hensyntagen til landskabet. Ved placering og udformning af byggeri og anlæg, skal der tages hensyn til de interesser, der er knyttet til befolkningens friluftsliv, herunder offentlighedens adgang til naturområder, kyster, skove, kulturminder og oplevelsesrige landskaber, se retningslinje 4.7.2 Offentlighedens adgang.

Byggeri, der er erhvervsmæssigt nødvendigt for landbrugs- og skovbrugsejendomme, skal som udgangspunkt opføres i tilknytning til eksisterende bygninger.

Større bygninger og anlæg, herunder landbrugsbygninger, der opføres uden tilknytning til eksisterende bygninger, skal afskærmes af beplantning i nødvendigt omfang, under hensyn til værdierne i det omgivende landskab.

Geologiske profiler af enestående og af særlig værdi i kystklinter og råstofgrave skal søges holdt åbne og tilgængelige, se kort under afsnit 5.2. Geologi.

De værdifulde landskaber er vist på kortet, som kan ses her.

5.1.4 Uforstyrrede landskaber

Etablering af større byggerier, større veje og større tekniske anlæg i de uforstyrrede landskaber skal undgås.
Er etablering af sådanne anlæg nødvendig, skal de udformes under hensyn til værdierne i det omgivende landskab. Det gælder også i forbindelse med udbygningen og afgrænsning af byer.

De uforstyrrede landskaber er vist på kortet, som kan ses her.

Definitioner og vejledning

Kystnærhedszonen som er fastlagt i planloven er en cirka 3 km bred zone langs kommunens kyster, der omfatter landzonerne og sommerhusområderne. Kystnærhedszonen er en væsentlig natur- og landskabsressource af national betydning, som skal bevares og beskyttes imod nyt byggeri og nye anlæg. Der skal værnes særligt om de værdifulde kystlandskaber, og mulighederne for placering uden for kystnærhedszonen skal belyses i fornødent omfang.

Værdifulde kystlandskaber omfatter relativt åbne og ubebyggede arealer, hvorfra vandet kan ses, eller hvor der på anden måde, er en klar oplevelse af kystnærhed. Arealerne skal samtidig være udpeget som værende af interesse for geologi, landskabsbilledet eller friluftsliv. Værdifulde kystlandskaber ligger inden for kystnærhedszoneafgrænsningen.

Indenfor de værdifulde kystlandskaber må kun gives tilladelse til byggeri og anlæg, herunder bade-bådebroer og kystbeskyttelsesanlæg, der er af helt underordnet betydning i forhold til de nationale interesser i kystområderne.

Nødvendigt byggeri og anlæg skal så vidt muligt placeres i forbindelse med eller bag eksisterende bebyggelse. Mindre, almene servicebygninger som f.eks. toiletbygninger, der anbringes i tilknytning til mindre havne, bade-bådebroer eller almene opholdsarealer skal etableres under hensyntagen til naturen og landskabsbilledet.
Den almindelige landbrugsdrift kan som hovedregel fortsætte som hidtil, og der kan således stadig opføres erhvervsmæssigt nødvendigt byggeri, som er i tilknytning til eksisterende bebyggelse.

Værdifulde landskaber er landskabsbilleder af enestående og særlig værdi, geologiske interesser af enestående og særlig værdi eller interesseområder for friluftslivet af særlig værdi.

Værdifulde landskaber er landskabsområder, hvor Byrådet ønsker, at der skal tages særlige hensyn til de landskabelige, geologiske og friluftsmæssige interesser.

Ved de landskabelige interesser forstås det landskabsbillede, som ses ud fra en vurdering af dets betydning for befolkningens muligheder for rekreative og æstetiske oplevelser.

Ved de geologiske interesser forstås de synlige geologiske overfladeformer og aflejringer, som har videnskabelig og fortællermæssig værdi i forhold til at beskrive og forstå landskabets opståen.

Ved de friluftsmæssige interesser forstås områder, hvor der er behov for at sikre og forbedre grundlaget for befolkningens rekreative friluftsaktiviteter.

Inden for de værdifulde landskaber skal der ved ombygning, sanering eller flytning af eksisterende større tekniske anlæg tilstræbes, at anlæggenes konsekvenser for landskabet reduceres.
Nyt byggeri og nye anlæg, som ikke ødelægger eller slører geologiske dannelser, kan placeres i de værdifulde landskaber, hvis udpegningen i det pågældende område alene er begrundet i de geologiske interesser. Den almindelige landbrugsdrift kan som hovedregel fortsættes, og der kan således stadig opføres erhvervsmæssigt nødvendigt byggeri. Nyt byggeri skal som hovedregel opføres i tilknytning til eksisterende bygninger. Der skal i planlægningen lægges særlig vægt på at sikre og udbygge offentlighedens adgang, dels ved at bevare de eksisterende mindre veje, mark- og skovveje og stiforløb, dels ved at supplere og udbygge disse vej- og stiforbindelser. Der henvises til retningslinje 4.7.1 Vandre- og cykelruter samt veje og stier til rekreativ færdsel.

Ved planlægning eller godkendelse af nye, store bygninger eller tekniske anlæg udenfor de værdifulde landskaber, bør landskabsinteresserne varetages, hvis landskabsværdierne indenfor udpegningen forringes af de nye tiltag.
Ved tekniske anlæg, der skæmmer landskabet, forstås nye anlæg, der er store og dominerende f.eks. større veje, højspændingsledninger, store master, vindmøller, kraftvarmeværker og lignende, som har stor visuel konsekvens for oplevelsen af de landskabelige værdier.
Ved bebyggelse, der skæmmer landskabet, forstås eksempelvis nye byområder, nye erhvervsbyggerier og ny enkeltbebyggelse, som har stor visuel konsekvens for oplevelsen af de landskabelige værdier.

Uforstyrrede landskaber er områder, der er upåvirkede af større tekniske anlæg. Det gælder både i relation til støj, visuel påvirkning og den fysiske barriere i landskabet, som større tekniske anlæg kan være. De anlæg, der påvirker landskabet meget, er bl.a.: større veje, jernbaner, højspændingsledninger, vindmøllegrupper, store master, flyvepladser, støjende sportsanlæg, store virksomheder og byområder.

Formålet med udpegningen af uforstyrrede landskaber er at vise de sammenhængende og upåvirkede landskaber, hvor det er vigtigt at undgå nye forstyrrende anlæg. Byrådet lægger vægt på, at der ved arealplanlægning og administration bliver taget størst muligt hensyn, sådan at de uforstyrrede landskaber fortsat kan bevares.

Større byggerier og tekniske anlæg, herunder større veje, højspændingsanlæg, store master, vindmøller m.v., bør kun etableres uden for de uforstyrrede landskaber. Hvor dette ikke er muligt, er det vigtigt at give anlæggene den bedst mulige placering og udformning i forhold til værdierne i landskabet.
Den almindelige landbrugsdrift kan som hovedregel fortsættes, og der kan således stadig opføres erhvervsmæssigt nødvendigt byggeri.

Til toppen



Status

Byrådet vedtog kommuneplanen den 17. december 2013.

Bekendtgørelse af kommuneplanen skete den 20. februar 2014.

_____


Planloven