Logo
Forside Byrådets fokusområder Hovedstruktur og retningslinjer Rammer for lokalplanlægning Søg i planen Tillæg Høring

Hovedstruktur og retningslinjer Turisme og friluftsliv Fritidsanlæg Fritidsanlæg: redegørelse

Printervenlig side


Fritidsanlæg: redegørelse

Eksisterende og planlagte forhold
Golfbaner

Der findes én golfbane i Haderslev Kommune. Den 18-hullers golfbane er beliggende nord for Fredsted i den vestlige udkant af Haderslev by, og er omfattet af rammeområde 10.12.RE.01 rekreativt område Viggo Carstensensvej. Se link til placering her.

Golf er blevet en folkesport, men det kræver omtanke og omhyggelighed når der skal planlægges for nye eller udvidelse af eksisterende anlæg. Netop i disse år forskes der meget i folkesporten, herunder i golfbaners virkninger på miljøet, naturen og landskabet. Golfbaner er arealkrævende og ønskes ofte placeret i eller nær naturskønne områder. Placeringen af nye baner skal derfor ske på baggrund af en afvejning mellem forskellige interesser og hensyn, herunder byudvikling, landbrugserhvervet, andre fritidsformål, grundvandsbeskyttelsen og naturligvis naturbeskyttelse og landskabshensyn.

I 2006 udgav Miljøministeriet vejledningen Lokalisering af golfbaner, som blev til i et samarbejde mellem ministerier, grønne organisationer og Dansk Golf Union, og var foranlediget af den øgede interesse for etablering af nye golfbaner i Danmark. Hensigten var således, gennem vejledning at søge en placering af anlæggene, så natur- og miljøkonflikter undgås. Desuden blev indgået en pesticidaftale om at afvikle brugen af pesticider på golfbaner på sigt, og reducere brugen af pesticider med 75 procent inden udgangen af 2008. Der var dernæst enighed om at offentligheden skal sikres adgang til anlæggene.

Idet mange golfbaner ønskes placeret inden for kystnærhedszonen angiver vejledningen, at placering udenfor kystnærhedszonen bør tilstræbes, men placering indenfor zonen er ikke udelukket, hvis baneanlægget ikke forringer oplevelsen af kystlandskabet, og hvis andre placeringsmuligheder er undersøgt og vurderet ikke at være egnede. Der skal være en særlig planlægningsmæssig eller funktionel begrundelse, hvor også friluftspolitiske og turistpolitiske overvejelser skal indgå. Vejledningen angiver, at der i byranden omkring kystbyer kan være mulighed for at placere golfbaner f.eks. bag den bymæssige bebyggelse og under forudsætning af en særlig hensyntagen til landskabet.

En golfbane kan samtidig have positive virkninger på miljøet. Miljøfordelene består især af de dele af golfbanen, som ikke bliver brugt til at spille på, og det gælder almindeligvis omkring 50 procent af en bane. Store dele af en golfbane kan fungere som randområder og buffere i naturen, og dermed bidrage til at sikre biologisk mangfoldighed. Søer kan supplere som bidrag til mangfoldigheden.

Kolonihaver

Der findes 4 kolonihaveområder i kommunen. Ved Humlehaven i den sydvestlige del af Haderslev by findes ca. 70 haver, ved Lembckesvej i den nordvestlige del af Haderslev by findes godt 20 haver, nord for Knavvej i den sydlige udkant af Haderslev by findes ca. 15 haver. Herudover er der udlagt arealer med mulighed for at etablere op til 80 kolonihaver syd for Knavvej, omfattet af rammeområde 10.40.RE.01. Se kort med placering her.

I Vojens by findes godt 50 kolonihaver, beliggende nord for Odinsvej. Se placering her.

Med vedtagelsen af kolonihaveloven i 2001 og den samtidige ændring af planloven, der pålagde kommunerne at planlægge for kolonihaveområdet, var dette et udtryk for en statslig interesse i, at kolonihaver fortsat skal være en væsentlig del af bybefolkningens muligheder for rekreation og beskæftigelse i fritiden. Kolonihaverne – især i hovedstadsområdet – er meget efterspurgte og mange står på venteliste til en kolonihave. Det internationale kolonihaveforbund Grüne Internationale har en kolonihavedækningsgrad på 10 % af antallet af etageboliger som ønske og mål. Det vil dog næppe være hensigtsmæssigt på landsplan at arbejde hen imod en bestemt dækningsgrad i forhold til antallet af etageboliger, men de 10 % kan være et pejlemærke ved fastlæggelsen af lokale mål baseret på lokale behov. Det fremgår af en rapport udarbejdet af Miljø- og Energiministeriet i år 2000, at dækningsgraden på daværende tidspunkt var på 2 % i gl. Haderslev Kommune, 4 % i gl. Gram Kommune og 6 % i gl. Vojens Kommune. Ved at sammenholde tallene for disse kommuner fås en samlet dækningsgrad i Haderslev Kommune på godt 3 %, hvilket er lavt set i forhold til målet om 10 % dækning.

Dyrehaven

Dyrehaven ved Haderslev er en attraktion som årligt besøges af 150.000 gæster. Besøgstallet har været jævnt stigende de seneste år. Cirka 10 - 15 % af de besøgende er turister, resten udgøres af kommunens egne borgere, samt besøgende primært fra de sydligere beliggende kommuner. Parken er naturskønt beliggende på sydsiden af Haderslev Dam og huser et stort antal dådyr og et mindre antal krondyr. I tilknytning til parken findes blandt andet "Det Grønne Forsamlingshus", som er en del af Natur og Miljøcentret på Nørskovgård hvortil er knyttet en naturskole. Formålet med huset er at skabe et folkeligt samlingssted hvor folk kan samles om og opleve tunneldalens natur-, miljø- og kulturhistoriske værdier, eller opleve hvordan alternativ energi virker, idet der i huset er installeret alternative energianlæg.

Dyrehaven besøges hele året, men med det største antal besøgende i det tidlige efterår i forbindelse med hjortevildtets parringsperiode, samt i juledagene. Parken anvendes dels til at gå ture og opleve naturen og dyrene, og dels anvendes parken meget af skoleklasser i kombination med undervisning i naturskolen. Se placering her.

Gram Slot 

I tilknytning til Gram Slot kan etableres de nødvendige faciliteter for afholdelse af konferencer, messer, udstillinger, teater, koncerter, events og naturoplevelser. Ved retningslinje 4.3.1 Feriecentre, kroer, hoteller og lignende, er ligeledes muliggjort etablering af op til 80 ferielejligheder / hotelværelser for sikring af det nødvendige overnatningsgrundlag på stedet. Muligheden for at etablere de mange aktiviteter på stedet skal ses i lyset af ønsket om, at støtte op om idéerne til udvikling af Gram Slot som en kulturinstitution med levende formidling af historie, arkitektur, kultur og natur. Se placering her.

Tørning Mølle

I tilknytning til Tørning Mølle kan etableres de nødvendige faciliteter for afholdelse af konferencer, messer, udstillinger, teater, koncerter og naturoplevelser. Der er igangsat et udviklingsarbejde med henblik på at afdække mulighederne for anvendelse af stedet og bygningerne til forskelligartede aktiviteter, herunder formidling af stedets helt unikke historiske, kulturhistoriske og naturmæssige værdier. Se området på kort her.

Lystfiskersøer

Andholm Fiskesø er den eneste registrerede lystfiskersø i kommunen. Søen er placeret ved Fole, og der er i tilknytning til søen en mindre campingplads med op til 20 enheder. Se området på kort her.

Vandstandshævninger

Ved placering direkte ved kysten skal sikres, at bebyggelse og anlæg placeres under hensyntagen til vandstandsstigninger som følge af klimaforandringer.

Kystdirektoratet har tidligere på kommunens forespørgsel afgivet anbefaling om, at der for nybyggeri fastsættes en laveste sokkelkote på 1,75 m. Vandstanden i havet vil nå eller overskride denne kote i gennemsnit en gang pr. 50 år (50 års vandstand). Dermed vil en af forudsætningerne for at kunne få erstattet oversvømmelsesskader i henhold til ”Lov om stormflod og stormfald” være opfyldt. Den endelige afgørelse herom henhører under Stormrådet, jf. lov nr. 349 af 17. maj 2000 om stormflod og stormfald.

Hidtidig kommuneplanlægning

Arealerne til kolonihaverne i Vojens og Haderslev samt arealer til udvidelse af Golfbanen er videreført fra Kommuneplan 2009 og indgår i rammer for lokalplanlægning.

Mulighederne for etablering af faciliteter ved Gram Slot og Tørning Mølle er ligeledes videreført fra Kommuneplan 2009.

Planstrategi

Planstrategien blev vedtaget af Byrådet i 2011, og med planstrategien fastsatte Byrådet de overordnede pejlemærker for kommuneplanens mål og retningslinjer, herunder for varetagelsen af friluftsinteresserne.

Byrådet ønsker i henhold til Kulturarvsstrategien at øge helårsturismen og udvikle et turistkoncept / turismetilbud af international klasse for hvert af de 4 udpegede kulturmiljøer. Gram Slot har her en væsentlig plads, hvor Byrådet ønsker at støtte etableringen af forskellige former for ferietilbud og overnatningsmuligheder. Men også Tørning Mølle ønskes på sigt at få en væsentlig rolle.

Kommuneplanens mål og retningslinjer for Fritidsanlæg understøtter planstrategiens mål om at øge helårsturismen.

Statslige interesser i kommuneplanlægningen

De statslige interesser i kommuneplanlægningen er samlet i Oversigt over statslige interesser i kommuneplanlægningen – 2013, Miljøministeriet 2011. De statslige mål og krav, som kan relateres til overnatningsanlæg, fremgår af oversigtens kapitel 6.0 Friluftsliv, turisme og ferie- fritidsanlæg samt 8.8 kystnærhedszonen.

Det er bl.a. Miljøministeriets mål:

  •  at sikre den rigtige balance mellem turisme og natur- og landskabsværdier.
  • at forbedre mulighederne for vækst i dansk turisme og udnytte de danske styrker indenfor naturoplevelser og bæredygtig turisme. 
  • at skabe grobund for en styrket lokal og regional erhvervsudvikling gennem turisme og oplevelsesøkonomi.
  • at bevare kystnære hoteller, og det kræver stor påpasselighed i planlægningen at modvirke en privatisering af attraktive kystområder. Det gælder også, når eksisterende og planlagte hoteller ønskes omdannet til private ferieboliger eller andre formål, og når planlagte arealreservationer til hoteller ønskes udlagt til andre formål.
  • at nye ferie- og fritidsanlæg og større udvidelser af eksisterende lokaliseres, så de indgår i samspil med eksisterende bysamfund eller eksisterende større ferie- og fritidsbebyggelser. Så de nye ferie- og fritidsanlæg kan øge områdets attraktionsværdi og bidrage til at forbedre den lokale service og de lokale beskæftigelsesmuligheder.
  • at kolonihaveområder fortsat skal være en væsentlig del af bybefolkningens muligheder for rekreation og beskæftigelse i fritiden.

I henhold til planlovens § 11a, nr.  9 er det et statslig krav, at kommuneplanen skal indeholde retningslinjer for beliggenheden af arealer til fritidsformål, herunder kolonihaveområder og andre rekreative områder.

I henhold til planlovens 11a, stk. 1 nr. 18 er det et statslig krav, at kommuneplanen skal indeholde retningslinjer for arealanvendelsen i kystnærhedszonen. gældende for arealer til fritidsformål i kystnærhedszonen:

Planlovens § 11 f, stk. 2. fastlægger, at Byrådet ved revision af kommuneplanen skal gennemgå de allerede vedtagne, men ikke udnyttede arealreservationer i kommuneplanen og ophæve de reservationer, der ikke er aktuelle.

I henhold til planlovens § 5 b, stk. 1, nr. 4 skal eventuelle nye ferie− og fritidsanlæg i kystnærhedszonen lokaliseres på baggrund af samlede turistpolitiske overvejelser og kun i forbindelse med eksisterende bysamfund eller større ferie− og fritidsbebyggelser. De må ikke stride mod de principper, der fremgår af afsnittet om kystnærhedszonen.

Offentlighedens adgang til kysten skal i henhold til Planlovens § 5 b, stk. 1, nr. 5 sikres og udbygges.

Målene og retningslinjerne for fritidsanlæg i Haderslev Kommuneplan 2013 er i overensstemmelse med de statslige krav til kommuneplanlægningen.

Til toppen 



Status

Byrådet vedtog kommuneplanen den 17. december 2013.

Bekendtgørelse af kommuneplanen skete den 20. februar 2014.

_____


Planloven

Statslige interesser i kommuneplanlægningen