Logo
Forside Byrådets fokusområder Hovedstruktur og retningslinjer Rammer for lokalplanlægning Søg i planen Tillæg Høring

Rammer for lokalplanlægning 13. Over Jerstal lokalområde

Printervenlig side


Over Jerstal lokalområde


Over Jerstal-området ligger i den sydlige del af kommunen grænsende op til lokalområderne Bevtoft, Vojens, Hammelev, Marstrup og Hoptrup samt til Aabenraa Kommune. Store dele af lokalområdet er karakteriseret som værdifuldt landskab og særligt værdifulde landbrugsområder. Sydøst for Over Jerstal by er et større område udpeget som råstofgraveområde, og der er ved Vedsted by og syd herfor flere fredede områder og fortidsminder med kulturhistoriske værdier samt flere søer.

Området gennemskæres af længdebanen Flensborg – Kolding.

Gennem området ligger det nationale ruteforløb "Hærvejen" som har forløb op gennem Jylland.

I områdets sydlige del findes desuden elementer af forsvarsanlægget fra 1. Verdenskrig ”Sicherungsstellung Nord”.

Området gennemskæres af E45/motorvejen med til- og frakørselsanlæg ved Skovby, som giver den sydlige forbindelse mellem Haderslev by og motorvejen.

Den nordlige del af lokalområdet er omfattet af konsekvenszone fra Flyvestation Skrydstrup, hvilket betyder, at der er særlige vilkår og begrænsninger for bl.a. udlæg af boligområder og opførelse af nye boliger.

Områdets største by er lokalbyen Over Jerstal, hvor der er offentlig og privat serviceforsyning i form af skole, fritidsanlæg, børneinstitution, ældreboliger og dagligvareforretning og enkelte erhvervsvirksomheder. Øst for Over Jerstal by ligger Vedsted, som rummer daginstitution samt områdets kirke og præstegård, som ligger naturskønt og markant ved Vedsted Sø.

Lokalområdet er opdelt i følgende delområder: Over Jerstal, Vedsted, Skovby, Ustrup og Over Jerstal landdistrikt.

Områdets samlede befolkningstal var den 1. januar 2013 på 2.290 personer, og ifølge befolkningsprognosen vil dette tal – især på baggrund af den nuværende befolkningssammensætning - falde til omkring 2.224 i slutningen af planperioden i 2021. Som for det store antal af kommunens lokalområder vil der ske en væsentlig stigning i antallet af indbyggere over 65 år. Det har sammenhæng med den nuværende alderssammensætning i lokalområdet.

Der udlægges ikke nye bolig-/erhvervsområder i eller omkring Over Jerstal.

Ledige arealer til boligbyggeri i lokalområdet i 2013: 3,9 hektar.

Ledige arealer til erhvervsbyggeri i lokalområdet i 2013: 0,7 hektar.


Status

Byrådet vedtog kommuneplanen den 17. december 2013.

Bekendtgørelse af kommuneplanen skete den 20. februar 2014.

_____